Selvom du måske er i den heldige situation, at du har venner og familiemedlemmer, der er gode at tale med, er det noget helt andet at tale med én, der er udenforstående, og som ikke er en del af ens personlige netværk.
Psykoterapi opleves af mange som et fristed. Vi arbejder i dybden med de problematikker, du bringer op. Vi arbejder med det, der er væsentligt for dig. Min rolle som psykoterapeut er at være med til at styrke din selvindsigt og dine ressourcer - din klarhed, retning og væren i livet.
Mange årsager til at vælge psykoterapi
Der kan være mange grunde til, at du overvejer at gå i psykoterapi hos en psykoterapeut. Det kan være, at du:
- Ønsker at frigøre dig fra bestemte reaktionsmønstre, som du er træt af at "hænge fast" i - i forhold til dig selv eller andre mennesker (din partner, familiemedlemmer, kollegaer med videre)
- Er stresset - og måske endda er sygemeldt på grund af stress
- Er trist eller deprimeret - har svært ved at holde fast i glæden ved livet og nuet
- Har et liv præget af angst, og gerne vil have hjælp til at reducere og slippe angsten
- Gerne vil leve mere i overensstemmelse med egne værdier, men oplever at noget hele tiden holder dig tilbage
- Ikke får prioriteret dine egne behov, men lever på en måde, hvor du ofte sætter dig selv til side
- Føler du mangler mål, retning og mening med livet
- Har lavt selvværd - en følelse af ikke at være "god nok"
- Har oplevet svigt eller store skuffelser i dit liv, som stadig præger dig
- Bærer rundt på ubearbejdede traumer, der påvirker krop og sjæl (overgreb, ulykker, chok)
- Oplever at der er tab af mennesker eller epoker i dit liv, som stadig føles sorgfulde eller uafsluttede
- Er optaget af problematikker relateret til din identitet, eventuelt til din kønsidentitet.
Der kan også være mange andre grunde til at gå i terapi hos en psykoterapeut, og du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du mener, at jeg kan hjælpe dig med din problematik. Alle problematikker er velkomne.
Nysgerrighed og accept
Som psykoterapeut ser jeg det som min vigtigste opgave at skabe et accepterende og fordomsfrit rum, hvor du bliver mødt med respekt, nærvær og nysgerrighed. Du vil fremfor alt blive støttet i at rumme det, der er svært, pinagtigt eller sorgfuldt.
Ofte kan vi have en umiddelbar trang til blot at ville fjerne det, fikse det, løse det, men forudsætningen for netop den forandring vi ønsker, er, at vi kan starte med at møde det svære med en accept.
Nysgerrighed og accept er væsentlige nøgleord for mig. Når du er i psykoterapi, inviterer jeg dig til at udforske de problematikker, du bringer op, med en nysgerrig og accepterende indstilling. Det er min erfaring som psykoterapeut, at det er meget vigtigt, at vi tør at være åbent nysgerrige over for vores egne reaktionsmønstre og følelser